• Et »blip« får Novo Nordisks aktiekurs til at styrtdykke – men finanschefen er i strålende humør

    ソース: BDK Finans / 07 8 2024 06:23:51   America/Chicago

    Karsten Munk Knudsen, Novo Nordisks koncerndirektør med ansvar for finans, har taget en velstrøgen, kridhvid skjorte på og lagt brillerne på bordet. Sekunderet af to pressemedarbejdere arbejder han sig gennem listen af journalister, der har ønsket et timinutters interview med ham om halvårsregnskabet 2024. Videokameraet er tændt, i baggrunden toner to sort-hvide fotos af Novo Nordisks stiftere frem, udenfor skinner augustsolen fra en blå himmel, men på børsen er Novo Nordisks aktiekurs styrtdykket, siden handlen gik i gang halvanden time tidligere. Men Novo Nordisks kassemester virker godt tilfreds. Direkte adspurgt, hvordan det er at sidde som koncernfinansdirektør og følge de vilde kursudsving, som Novo Nordisk aktien tager i øjeblikket, svarer han: »Jeg synes faktisk, det er ganske interessant. Og det er selvfølgelig sjovere at se et udsving som i dag, når jeg ved, at basisforretningen kører enormt godt, og at vi hæver vores outlook for året.« »Det får mig ikke til at ryste på hånden« »Jeg er tryg ved den performance, vi leverer, så det får mig ikke til at ryste på hånden eller ændre strategi, at der er volatilitet på aktiekursen. Jeg forstår godt, at der er en enorm stor følsomhed omkring, hvordan det går vores kernevækstdrivere, Ozempic og Wegovy,« siger Karsten Munk Knudsen. Onsdag offentliggjorde Novo Nordisk regnskabet for første halvår af 2024, sin viste en vækst i salget på 25 procent til 133,4 milliarder kroner, et overskud efter skat på 45 milliarder kroner og en opjustering af forventningerne til salget resten af året. Det ventes nu at lande et sted imellem 22 og 28 procent. Men det er langtfra nok til at berolige et meget nervøst aktiemarked, som har store forventninger til Novo Nordisk. Aktiekursen faldt seks-syv procent, da handlen på børsen startede. Siden har Novo Nordisk-aktien rettet sig noget, og faldet ligger ved middagstid onsdag på omkring to procent. Det, der har trigget investorernes trang til at sælge ud af Novo Nordisks aktien, er, at salget af vægttabsmedicinen Wegovy ikke lever op til aktieanalytikernes forventninger. Analytikerne har skudt omkring ni procent for højt. En stor del af forklaringen er ifølge Karsten Munk Knudsen en noget nørdet detalje i regnskabet, som handler om rabatter. Novo Nordisk giver nemlig rabatter i milliardklassen hvert år, især på det amerikanske marked, men der går typisk tre til fire måneder, fra Novo Nordisk har solgt sin medicin, til selskabet ved præcis, hvad det ender med at give i rabatter. Bare et »blip« Derfor er Karsten Munk Knudsen og hans finansafdeling nødt til at lave foreløbige skøn for, hvor meget de skal betale i rabat, når de offentliggør regnskaberne, og så justere i de efterfølgende kvartaler, hvis det viser sig, at det ikke passer helt. »Der er tale om nogle store estimater. I helårsregnskabet kan vi se, at vi taler om et beløb i størrelsesordenen 100 millioner kroner. Det er de største regnskabsmæssige skøn, vi har i virksomheden,« siger Karsten Munk Knudsen. Samlet set har havde Novo Nordisk i andet kvartal i år positiv effekt af tilpasningen af rabatterne, men det dækker ifølge Karsten Munk Knudsen over, at effekten var positiv for Ozempic og negativ for Wegovy. »Derfor ser vi det bare som et »blip« i andet kvartal. Det er tale om en engangsbegivenhed, hvor vi regulerer på nogle skøn fra sidste år. Det er svært at være mere præcis. Sidste år havde vi en nettoomsætning på 230 milliarder kroner, så jeg tror, at man skal vænne sig til, at der vil være nogle »hik« med en indkomst i den størrelse.« Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen, der har fulgt Novo Nordisk i årevis, mener, at kursfaldene i kølvandet på halvårsregnskabet afspejler de høje forventninger til Novo Nordisk. Analytiker: Ingen reel bekymring At salget af Wegovy ikke stiger helt så meget som ventet, og at det primært skyldes engangstilpasninger af rabatter, er reelt ikke noget, investorer i Novo Nordisk bør bekymre sig om. I hvert fald ikke hvis de har et langt perspektiv på deres investeringer. »Novo Nordisk-aktien har kørt godt, og der er ingen tvivl om, at forventningerne er høje. Så der skal ikke så meget til at vælte billedet. Men det er ikke en reel bekymring,« siger Søren Løntoft Hansen. Det vigtige – og det, der burde berolige investorerne – er, at Novo Nordisk stadig kan afsætte mere, end de kan producere, og at det formentlig vil blive ved med at være sådan de kommende et-to år, mener Søren Løntoft Hansen. At aktiemarkedet lige nu er rimelig nervøst anlagt, spiller ifølge Søren Løntoft Hansen også ind, og det betyder, at der har været flere udsving og formentlig også vil komme flere større udsving i den kommende tid. Kursudsving er god feedback På det seneste har det blandt andet været tilfældet, når der har været nyt fra potentielle konkurrenter eller nye politiske udmeldinger om medicinpriser. Men det ændrer ifølge Søren Løntoft Hansen ikke på, at Novo Nordisk sammen med konkurrenten Eli Lilly står i en meget stærk position på et fedmemarked, som man først lige »er begyndt at kradse i overfladen på«. Selvom Karsten Munk Knudsen tager kursudsvingene helt roligt og holder fast i den strategi, Novo Nordisk har lagt, om at nå ud til stadig flere patienter, i takt med at selskabet får udbygget produktionskapaciteten, så betyder det ikke, at han lukker ørerne for, hvad der foregår på aktiemarkedet i øjeblikket. »At være børsnoteret er også supergod feedback for alle virksomheder i forhold til, hvordan vi driver forretningen, og de forventninger, vi skaber til omgivelserne. Det tager vi selvfølgelig med os hjem,« siger Karsten Munk Knudsen. https://www.berlingske.dk/business/et-blip-faar-novo-nordisks-aktiekurs-til-at-styrtdykke-men-finanschefen
シェアする